Forventningspres og perfektionisme handler Ditte Weises bog Og så drukner jeg om

Forventningspres, præstationsangst og perfektionisme? En syg kultur!

*** BEMÆRK VENLIGST: DENNE SIDE INDEHOLDER AFFILIATE LINKS – DET BETYDER AT PE3A.DK FÅR EN ØKONOMISK GODTGØRELSE HVIS DU VÆLGER AT KØBE VIA DE LINKS DER ER ANVENDT HERUNDER***

Forventningspres? Perfektionisme?

For nyligt udkom forfatter Ditte Wieses nyeste bog Og så drukner jeg…

Den handler netop om forventningspres, perfektionisme og om hvad der sker, når det bliver alt for meget. 

Ikke mindst for vores unge mennesker, som er nogle af dem, jeg jævnligt får i coachingforløb.

De unge, der – når de efter endt en opvækst, hvor deres forældre og samfundets krav har presset dem til det yderste – står forvirrede og groggy og ser sig omkring.

Når de – måske mere eller mindre – er lykkedes med at tage en uddannelse.

En uddannelse, hvorunder de ikke sjældent selv har pålagt sig et overmenneskeligt pres.

Og når de så pludselig som forpjuskede fugleunger skal til at skabe sig deres eget (arbejds-)liv.

Når de står dér – på vippen til voksenlivet – ser jeg mange af dem, der måske nok har en flot uddannelse i bagagen, men som også har en meget presset – og ikke sjældent skadet – sjæl som følgesvend.

Årets vigtigste bog

Det er dé unge Og så drukner jeg… handler om.

Og jeg lyver ikke, når jeg påstår, at det er en af årets vigtigste romaner. For det er vigtige sager, Ditte skriver om. 

Ditte Wiese debuterede for få år siden med romanen Provinspis som jeg slugte råt på få timer. 

Forventningerne til Og så drukner jeg… var derfor også tårnhøje, da jeg satte mig for at læse bogen.

Og helt berettiget!

For Ditte leverer også denne gang!

Og så drukner jeg… handler om Josephine, der står midt i studentereksamen, presset til det yderste fordi hun både skal være en dygtig elev, den perfekte datter, veninde og kæreste.

Og samtidig skal holde sig fit og slank, være socialt ansvarlig med både fritidsjob og frivilligt arbejde.

Det siger næsten sig selv, at katastrofen er uundgåelig.

Og så drukner jeg… er godt skrevet.

Og så handler den om præcis det jeg dagligt forsøger at indprente alle de børn og unge, jeg får i mine hænder: At de er gode nok præcis som de er! 

For én af de ting, de unger der kommer hos mig – ofte kæmper med – er den kultur af forventningspres og perfektionisme, som min generation – deres forældre og vores forældre før os, desværre har fået skabt.

Og som efter min mening gennemsyrer alt for mange af vores organisationer og virksomheder med national tests, DJØFicering og regnearksledelse.

Som presser dem til at være præcis så perfekte som Josephine i Og så drukner jeg…

Og når de så møder modstand eller ikke kan leve op til egne (og omgivelsernes forventninger) ja, så vælter de.

Lad os gøre op med perfektionismen og præstationskulturen

Men ser jeg efterhånden små tegn på, at vi måske er begyndt at udfordre den kultur.

Med flere og fleres fokus på bæredygtighed og væredygtighed (i bred forstand), på slow living, og minimalisme.

Som bla. er noget af det vi ser afspejlet i de populære tv-programmer som Bonderøven, Nak & Æd og Alene i Vildmarken.

Et ønske og en drøm om et simplere liv.

For vi er simpelthen ikke skabte til at leve sådan i overhalingsbanen. Hverken børn, unge eller voksne.

Det kan jeg selv – med tre perioder med stresset adfærd i mit indtil nu nogle og 40årige lange liv – skrive under på.

Og det er os voksne, der sætter rammerne for både vores børns og unge menneskers liv.

Så det er også os, der skal gøre op med den kultur af forventningspres og perfektionisme, vi har fået skabt.

Både i de små hjem, i skolerne, i uddannelsessystemet og ikke mindst på arbejdspladserne.

Danskerne er de mest effektive i verden

For mange erhvervsaktive kan helt sikkert nikke genkendende til, at vi er mange der har travlt.

Fordi der er meget vi gerne vil (og måske føler vi skal) nå.

Og år efter år viser undersøgelser, at vi er faktisk også ér et utroligt effektivt folkefærd på rigtig mange områder.

Så effektive at hele vores samfunds- og business-lingo nærmest er blevet en effektivitets-lingo, som Mathias Herup Nielsen har dokumenteret.

Og det er jo altsammen meget godt for vores konkurrencekraft.

Med mindre vi altså knækker af det som mennesker.

Dét synes jeg efterhånden, vi har rigeligt af eksempler på.

For selvom Og så drukner jeg… er fiktion, så tror jeg, de fleste med unge mennesker omkring sig ved at ord som præstationsangst, stress og andre følelsesmæssige udfordringer ikke længere er sjældenheder blandt de unge.

Og lad os derfor – for fremtidens skyld – gå sammen om at ændre vores kultur, så den i mindre grad bliver præget af alt det der præstationsræs og forventningspres.

Til gavn for os allesammen.

Os selv.

Vores børn og børnebørn.

Vores kolleger og vores medarbejdere.

Så vi ikke risikerer at drukne, som Josephine gør det i Og så drukner jeg…

Tak, Ditte, fordi du sætter ord på en af tidens største udfordringer.

Er du en af dem der er – eller er ved at bukke under for forventningspresset?

Eller er du arbejdsgiver for, eller pårørende til én af de unge der er pressede af forventningspresset?

Fortvivl ikke – der er ALTID hjælp at hente.

I Og så drukner jeg… er der nævnt en række gode steder at henvende sig.

Du har selvfølgelig også mulighed for at få min hjælp – og jeg vil elske at hjælpe dig – eller din medarbejder – videre.

Kontakt mig her – og hør hvordan jeg kan hjælpe

*** BEMÆRK VENLIGST: DENNE SIDE INDEHOLDER AFFILIATE LINKS – DET BETYDER AT PE3A.DK FÅR EN ØKONOMISK GODTGØRELSE HVIS DU VÆLGER AT KØBE VIA DE LINKS DER ER ANVENDT HERUNDER***

Derfor virker nudging og framing ikke altid

Derfor virker nudging eller framing ikke altid

Jeg faldt for nylig over en artikel fra School of Business and Social Sciences, Aarhus Universitet om, at hverken nudging eller framing får os til at droppe bilen.

Nuding der jo ellers gennem de seneste par år er blevet udråbt som metoden, der kan løse alle problemer.

Desværre tænker jeg resultatet er ret indlysende, eftersom forskerne – efter min bedste overbevisning – har misset et par væsentlige ting i designet af deres undersøgelse. For mig at se dømmer undersøgelsen derfor hverken, nudging, framing eller gamification ude. Den dømmer derimod undersøgelsesdesignet ude.

Men lad os først se på undersøgelsen:

Sådan undersøgte forskerne nudging, gamification og framing

Forskere fra Aarhus BSS og ARTS på Aarhus Universitet samt SDU havde i et tilsyneladende unikt forsøg undersøgt virkningen af gamification, nudging og framing på buskørsel i Odense.

De havde altså benyttet tre forskellige metoder eller teknikker til at forsøge at få folk til at ændre adfærd.

I gamification-gruppen fik deltagerne mulighed for at optjene coins og badges afhængig af, hvor meget de kørte med bussen. På en personlig hjemmeside kunne de tjekke, hvor mange kilometer de havde sparet miljøet for, hvor lange deres streaks var, og hvor mange coins og badges de havde optjent. Nogle dage blev annonceret som bonusdage, hvor man kunne optjene dobbelt så mange coins som normalt.

I nudging-gruppen skulle deltagerne notere sig, hvilke busafgange de ville tage i den kommende uge, samt skrive et personligt brev om en selvudnævnt straf, hvis man ikke tog bussen, f.eks. opvask eller tøjvask. For at nudge yderligere skulle de hænge bustiderne og brevet op et passende sted i hjemmet. Yderligere blev deltagerne inviteret i Facebook-grupper, hvor de diskuterede deres bus-oplevelser.

I framing-gruppen fik deltagerne sms’er om de helbredsmæssige fordele ved at gå/cykle frem for at køre bil. Desuden også sms’er om at involvere sin familie, så de også kunne støtte en.

Og forskerne kom så frem til det – muligvis nedslående – resultat, at ingen af de tre metoder eller teknikker viste sig at være væsentligt effektive til at få folk til at ændre adfærd og dermed tage bussen i stedet for bilen.

Derfor er resultatet ikke overraskende!

Det overrasker mig ikke, at det er sådan.

Så vidt vides har forskerne ikke gjort sig nogen som helst ulejlighed med at undersøge, hvor motiverede deltagerne egentlig var for at ændre adfærd.

Og netop motivationen for at ændre adfærd mener jeg er nøglen til rent faktisk også at ændre adfærd.

Jeg ser det nemlig gang på gang hos de ledere og rådgivere, jeg dagligt har i min coachpraksis:

Ledere, der er frustrerede over, at medarbejdere ikke gør som lederen godt kunne tænke sig de gjorde (typisk tog mere initiativ og arbejdede mere selvstændigt, mere effektivt eller mere iderigt)

Og rådgivere, der er frustrerede over, at deres kunder ikke gør som de beder dem om. Revisoren der igen og igen ser regnskaber med røde tal eller blot dårlig regnskabspraksis, og som år efter år undrer sig over hvorfor mon kunden dog ikke gør noget ved det. Eller bankrådgiveren der måned efter måned ser på overtræk eller anden uhensigtsmæssig adfærd uden at kunden vel at mærke ændrer adfærd. Eller hvad med landbrugsrådgiveren der igen og igen beder landmanden om at fodre med noget andet foder, der kan give et meget bedre udbytte eller bedre dyrevelfærd eller begge dele på samme tid?

Motivation til forandring og løsningen på udfordringen skal hænge sammen!

Det lederne og rådgiverne har til fælles er to præmisser:

  1. at den person de sidder overfor rent faktisk har en ønske om at gøre noget anderledes
  2. at den løsning de selv sidder med er den rette

Og det er her forskerne i undersøgelsen fra Aarhus BSS, Arts og SDU efter min mening begik en ligeså stor fejl.

For måske var en stor del af deltagerne i forsøget ikke rigtigt motiverede for at ændre adfærd?

Og måske er løsningen på problemstillingen “at køre for meget med bil” nødvendigvis at tage bussen.

Lad os se på det første først:

Hvad kan motivationen mon være for at lade bilen stå?

For nogle kan det være at spare penge.

For andre at få mere motion.

For endnu andre at begrænse forurening.

Der er altså mange forskellige grunde eller motivationer til at lade bilen stå.

Lad os se på det med løsningen:

For nogle ville et mere attraktivt alternativ måske have været at gå, cykle, løbe eller måske endda samkøre med andre (hvilket dog trods alt ville fjerne nogle biler fra vejene).

Min pointe er her at påpege, at der til et problem er ligeså mange løsninger som der er mennesker.

Og det er altså først når vi har identificeret motivationen, at vi kan finde den rigtige løsning på problemet og først herefter kan vi så “designe” den intervention, støtte og hjælp vi alle har brug for, når vi vil ændre adfærd. Og så kan det nok være at både nudging, gamification og framing virker.

Men først der.

Vil du vide mere?

Har du lyst til at lære, hvordan du finder ind til både motivationen og løsningen på et problem eller en udfordring?

Så kom med på mine online kurser:

Den Coachende Leder der er målrettet ledere, der gerne vil være bedre til at motivere deres medarbejdere til at finde gode løsninger, der er masser af ejerskab for

eller

Den Coachende Rådgiver der er målrettet rådgivere, der gerne vil hjælpe med at finde ind til deres kunders egentlig udfordringer, motivation og løsninger, så de kan hjælpe deres kunder med at ændre adfærd og skabe de resultater, der kunder virkelig drømmer om.