Forundringsparathed er forandringsparathed

Pernille Hjortkjær

Vil du skabe forandringer, der sikrer virksomhedens bundlinje langt ud i fremtiden, så skal du starte med at undre dig! Hvis du bare gør som du plejer, så risikerer du at handlingslamme dig selv.

Alt for ofte fokuserer vi på, hvad andre burde ændre for os. I dag får du at vide, at det er langt mere effektivt, når du selv ændrer tingenes tilstand. Også selvom det kun er 5 – 10 % af din egen verden, du har indflydelse på. Tag stilling, tag handling.

I dagens blogindlæg ser du, hvor langt du når med et simpelt lille undrende ‘hvorfor?’

Hvis vi bare gør som vi plejer…

Hvis du har mødt mig før, så har du temmelig sikkert også hørt mig sige: “Hvis vi gør som vi plejer, så bliver det som det plejer” – eller sagt på en anden måde “mere af det samme giver mere af det samme”. Når jeg taler om plejer, så taler jeg om alle de gode og dårlige vaner, rutiner og ritualer, vi har i vores hverdag. Alt det vi gør, uden at vi tænker over det. Vi gør det bare.

Det meste af tiden er det smart, at vi gør, som vi plejer. Hvis vi hver dag skulle tage stilling til alt, så ville vi hurtigt drukne i valgmulighederne. Vi ville blive handlingslammede.

Men…

Vi er også tryghedsnarkomaner. Vi elsker, når verden ser ud, som vi forventer. Det er bekvemt, fordi det mindske valgmulighederne. Vi bliver afhængige af trygheden, hvilket handlingslammer os på et endnu højere niveau.

Jeg har set ledelsen i en virksomhed, hvor tallene på bundlinjen kun steg, fordi der var et minus foran, insistere på, at fordi de red krisen af i 80’erne, så holder de i dag fast i samme strategi som dengang. De gør kort sagt som de plejer. Det er desværre bare lidt, som hvis de ikke gjorde noget.

Her får du så min utvetydige mening om det: Hvis du styrer lige direkte mod afgrundens rand, så er det ligegyldigt, hvor lang tid det er lykkedes dig at køre ligeud uden problemer, det er på tide, at du kører i en ny retning. Du trænger til et stort skud handlekraft!

Hvis du vil vide, hvordan du bliver handlekraftig og klar til de nødvendige forandringer, så skal du læse med her.

Forandringsparathed i praksis

Verden ude omkring dig forandrer sig, uanset om du følger med eller ej. Nye teknologier, konkurrenter og muligheder popper op. Hvis du vil følge med forandringerne, så kræver det to vigtige ingredienser: Mod og forundringsparathed.

Forandringer kræver mod. Hvis du skal udrydde plejer, så kræver det, at du giver slip på det velkendte og trygge. Du skal derud, hvor du ikke ved, hvad der helt præcist kommer til at ske. Det er hårdt, men det udvikler dig – og din virksomhed.

En lille pose undren

Når jeg tager ud i en virksomhed for at arbejde med strategien, så bruger jeg altid et lille, men hamrende effektivt værktøj: Min evne til at undre mig. Jeg sætter spørgsmålstegn ved plejer og tvinger mine kunder til at reflektere over deres handlinger. Den proces starter ofte med et hvorfor?

Hvorfor holder ledelsen stædigt fast i en strategi, der styrer mod afgrundens rand?

Når vi fortsætter ad veje, som vi kender, så er det ofte fordi, at vi er trygge ved den. Vi kender hvert et bump på vejen. Men når en ledelse kan se afgrunden, så er det ikke verdens smarteste beslutning.

Da jeg spurgte ledelsen om, hvorfor de valgte at fortsætte i det samme strategiske spor, så fik jeg følgende svar:

  • Vi er ramt af krisen, så vi må stå imod og vente på bedre tider
  • Vi har brug for et politisk indgreb
  • Vi har ikke råd til at satse

Lad os gå tilbage til min uforbeholdne mening om den slags svar. Det er forsvarstaler, der kører på automatpilot. Vi skyder ansvaret fra os, når vi bliver presset.

Jeg forstår godt ledelsen. Det er frustrerende, hvor lidt indflydelse vi selv har på verdens gang. Men hvis vi konsekvent fokuserer på, at alle andre burde gøre noget, handlingslammer vi simpelthen os selv.

Du kan altid gøre lidt

Jeg fortalte ledelsen lige ud, at deres svar undrede mig. Hvorfor havde de ikke selv mulighed for at gøre tingene anderledes? Det viste sig jo hurtigt, at de havde masser af andre veje, de kunne gå. Men de var bange for at satse. De manglede modet.

For det er frustrerende, at 90 % af vores verden er bundet op på konjunkturer, politiske dagsordener og andre ustyrlige faktorer. Men vi kan altid vende bøtten på hovedet, se verden fra en anden vinkel og så gøre noget.

Hvis 90 % af dit liv er fastlagt af udefrakommende faktorer, så har du stadigvæk 10 %, hvor du kan rykke igennem. Hvis du lærer at fokusere på de 10 %, som du selv er herre over, så får du noget meget vigtigt tilbage: Din handlekraft!

Jeg fik ledelsen til at fokusere på deres 10 %. Et af deres kommende indsatsområder blev medarbejdernes evne til effektivt at samarbejde. Hvorfor? Fordi jeg undrede mig over, hvor meget små konflikter i virksomhedens teams fyldte i ledernes fortællinger om deres hverdag.

De effektive teams er første skridt på vejen mod sorte tal på bundlinjen. Det er et lille skridt, der har givet ledelsen blod på tanden. Nu er de klar til at tage skeen i egen hånd og starte nye forandringsprocesser.

Men først skal vi sammen ud og undre os. Vi skal undre os over alt, hvad de gør. For hvis vi nu bare gør det, fordi vi plejer, så er det måske ikke verdens bedste argument at fortsætte ad den vej.

Forandringen starter med forundringen.

Brugbart? Del det med dit netværk!

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

You may use these HTML tags and attributes: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>
*
*